• Nana Lange

Om sorg. For dig, der sørger

Hvad er sorg egentlig?

Sorg er en reaktion på tab. Sorg opstår, når vi mister noget betydningsfuldt. Når mennesker, vi holder af, dør. Ved brud i relationer. Ved adskillelse. Ved sygdom. Eller ved tab af fx job. Dette skriv handler om sorgen, vi oplever, når en nær person går bort. Sorg er en normal reaktion, som vi alle kender til. Men sorg kan være stressende og er en psykisk belastning, som kræver tid, energi og opmærksomhed. Sorg kan ramme os i forskellige grader, og vi kan reagere på helt forskellige måder. Sorg kan ramme os psykisk såvel som fysiologisk, og vi kan måske mærke det socialt, arbejdsmæssigt og økonomisk. Sorg kan føles som et tomrum. Og sorg kan følges af chok. Afmagt. Meningsløshed. Sorg betyder tab, forandring og tilpasning til det nye, der er. For sorg kan vende op og ned på ens hverdag, relationer og aktiviteter. Der er forskel på, hvor længe sorg varer, og hvordan sorgprocessen hos den enkelte forløber. Sorgen kan være så intens, at man i en længere periode efter tabet har svært ved at fungere socialt og kognitivt og udføre dagligdagsgøremål. Sorgen bliver for de flestes vedkommende mindre med tiden, men vil måske altid være til stede i én. Måske som noget, der rammer én i særlige situationer eller perioder, og som trigges af bestemte hændelser. Måske på mærkedage. Måske ved nye tab eller andres tab og sorg. Vores reaktion på tab og dermed vores sorgreaktion varierer alt efter tabet, vores relation til den mistede, vores livssituation og tilværelse generelt, og vores måde at være på med de oplevelser, erfaringer og bagage, vi har med, den person, vi er, og de ressourcer, vi hver især har. Ligeledes vores relationer og støtte samt de forandringer, tabet medfører. Svære sorgreaktioner følger især efter pludselige og/eller voldsomme tab (fx ved selvmord eller tab af børn) eller hos folk med psykiske lidelser. For nogle er sorg så intens, at den er behandlingskrævende. Jeg var engang til foredrag med Svend Brinkmann, som snakkede om den relativt nye sorgdiagnose ”kompliceret sorg”. Han snakkede om, hvordan sorg er relateret til noget ydre, mens depression er relateret til noget indre. Et ydre vs. indre tomrum. Det, synes jeg, gav mening.


Sorg kan igangsætte følgende:



At ”have noget at stå op til”


Det kan være godt at komme tilbage i arbejde under sorgproces og sygemelding, men lad os udfordre postulatet ”folk bør komme hurtigt tilbage i arbejde for at have noget at stå op til”, som jeg hører mange fremføre. Det varierer fra person til person. For nogen vil det være godt at komme tilbage i arbejde. Det gælder særligt, hvis man har nære og gode kollegaer, og man føler sig rummet og støttet. Ligeledes hvis man kan få en fleksibel opstartsperiode med færre, mindre krævende og måske anderledes arbejdsopgaver, så det tilpasses ens energi, kapacitet og behov. Det afhænger selvfølgelig meget af ens stilling, opgaver og ansvar. Hvis arbejdet udgør en betydningsfuld del af ens liv og opleves som et vigtigt ”anker” i tilværelsen, og hvis det kan give en form for stabilitet og en tiltrængt givende rutine, kan det være nærende og ”normaliserende” at komme tilbage. MEN! Nu er det oftest ikke sådan, at arbejde er det eneste, man har at stå op til. Arbejde er ikke alt. Dagen kan fyldes med andre rutiner og aktiviteter, som er givende på en anden og måske vigtigere måde for den enkelte. Det er ikke alle, der næres af deres arbejde, har arbejdet som deres ”anker” eller oplever det som en vigtig og stabiliserende rutine i deres tilværelse. Det er okay. Arbejde er ikke det eneste, man har at stå op til! Der findes andre aktiviteter og rutiner at bruge sin tid og energi på. Hobbyer. Projekter. Sport. Arbejdet er måske det velkendte. Men særligt hvis arbejdet ikke tidligere har udgjort en nærende del af ens hverdag, vil det formentlig heller ikke gøre det nu (efter tabet). For nogen føles det fuldstændig umuligt at skulle tilbage til den samme arbejdsplads. For nogen bliver det en øjenåbner. For nogen betyder det opsigelse uden måske at have andet. Arbejde er vigtigt. Og langtidssygemeldinger er ikke sjove for nogen. Men lad os lytte til den enkelte. Det vigtigste er at være nysgerrig på den sørgende (og sygemeldte) persons behov, refleksioner, lyst og energi, så de får den tiltrængte ro og genfinder energien og kapaciteten i den hverdag og med de mennesker, de har behov for. Der er nok at stå op til, andet end arbejde.


Og så lidt om følelserne Vi kan ofte komme til at tænke, at følelser såsom vrede, sorg eller tristhed er ”negative” følelser, hvilket øger ønsket om at undgå eller slippe af med dem. Men de er menneskelige følelser, og hvis vi kalder dem ”negative” følelser, kan det lyde som om, at de er forkerte eller illegitime. Vi kan kalde dem ”svære” måske? Eller smertefulde? Og se på brugbarheden og funktionen af de forskellige følelser samt ønskerne bag dem frem for at vurdere dem som enten ”rigtige eller forkerte” eller ”sande eller falske” følelser. De er der oftest af en grund. Hvad mon der ville ske, hvis vi næste gang, vi møder disse svære følelser, forholder os mere nysgerrigt til dem? Hvad sker der, hvis vi åbner op og giver dem lidt opmærksomhed? Byder dem velkommen, hvilket ikke er det samme som at dyrke dem eller nyde dem. Sidder med dem. Undersøger ønskerne bag. Værdierne bag. Kærligheden bag. Slipper kampen imod dem. Tillader os selv at være mennesker med vrede, smerte og sorg. Måske det kan lette deres intensitet og deres ihærdige banken på, når de inviteres ind og gives plads?


Smerte og glæde kan sameksistere


Man kan ofte tænke, at man må overkomme sin smerte og komme ud på 'den anden side' for at kunne opleve glæde og give plads til stunder med grin, mening og ro. Men der er to vigtige ting at huske på i denne forbindelse: 1) der vil også være smerte på den anden side - målet bør ikke være at være fri for smerte, for det er urealistisk. Som menneske rummer vi alle følelser. Og 2) i den smertefulde proces på vej til bedring, hvor verden måske opleves sort og meningsløs, vil man samtidig kunne opleve glæde, frihed, mening og nærvær - det, vi vil betegne som det mere positive. Og disse stunder må godt få plads. Sorg og glæde kan sameksistere. Noget, jeg ofte møder i terapeutiske samtaler med klienter er ubehaget ved at føle glæde midt i smerten. At føle glæde midt i en depression eller periode med sorg kan være svært, føles forbudt og være forbundet med ubehag og måske skam. Primært pga. omverdenen og den respons, man her møder. Man kan opleve, at man må skjule de glædesfyldte stunder for at retfærdiggøre fx en sygemelding, eller så andre ikke pludselig får for høje forventninger til ens energiniveau eller begynder at stille krav, man ikke kan leve op til. Som om man skal forsvare sin position som trist, hvilket er forståeligt nok, for man kan let blive mødt med spørgsmål og undren i ens sygdomsforløb. Særligt når man pludselig viser glæde og begejstring eller kan klare lidt mere end før. Men man kan svinge i humør og energiniveau, og det er okay. Tristhed og glæde kan sameksistere. Midt i udfordringer og tunge dage kan der opstå glæde og grin over simple ting. Og man må gerne give plads til noget godt midt i ubehaget. Og glædes over, at man oplever en variation af følelsesmæssige tilstande. Følelsen er ikke mindre ægte eller mindre legitim trods ens grundlæggende følelse af sorg eller smerte. Følelser kan sameksistere.


Minderne om den afdøde

Sorgen bærer minderne om den afdøde. Men hvordan ønsker du at mindes den mistede?

Der kan være mange forskellige måder at mindes på. Noget tiltaler nogen, men synes måske unaturligt for andre. Det handler om at finde sin egen vej, så der gives plads til savnet og minderne på en måde, som man selv befinder sig godt i.


  • Tal om den mistede

  • Del oplevelser og minder om den afdøde med andre

  • Overvej, om I i familien skal have bestemte ritualer og traditioner, hvor I mindes?

  • Lav en mindekasse eller bog med fortællinger og fotos

  • Skriv et brev (eller flere) til den mistede

  • Lav et mindested i dit hjem, måske med et foto, særlige genstande, en plante eller hvad, der giver mening for dig

  • Plant et træ til minde om den afdøde. Måske blot som symbol. Måske som et sted, hvor du kan søge hen for at mindes.

  • Måske har du tanker om, hvor den afdøde befinder sig nu, og hvem der mon tager sig af ham/hende. Eller tanker omkring, hvad den afdøde ville have sagt til dig i bestemte situationer. At overveje, hvad han/hun mon ville have sagt, er også en måde at mindes på og bringe vedkommende ind i din hverdag. Måske det giver nærvær, beroligelse og en følelse af, at vedkommende er med dig.

  • Endnu en overvejelse kan være, hvordan livet skal se ud efter tabet af den, du elsker? Hvad ville den afdøde have ønsket for dig?