Jeg har tidligere skrevet om håndtering af frygten for COVID-19, hvilket mange af jer fandt brugbart. Dengang handlede det om, hvad man generelt kan gøre i denne tid, som for mange er relateret til frygt, ubehag, usikkerhed og tvivl. Hvad hvis jeg bliver smittet? Hvordan skal jeg navigere i dette? Hvad må man? Hvordan føler jeg mig mere tryg? Hvad kan jeg gøre? I kan finde skrivet her.
Denne gang handler det om, hvad man kan gøre, når man FÅR corona. Alle rammes forskelligt, og alle reagerer forskelligt. Det er HELT OKAY. Følgende skriv handler derfor om, hvad jeg selv gjorde, da jeg fik corona her i Nepal, hvor jeg nu befinder mig.
De fleste hørte mig inden afrejse sige, at ”hvis jeg skal have corona, skal det være i Nepal”. Det var som at spille ludo – jeg vidste lidt, at jeg ville blive slået hjem på ét eller andet tidspunkt. Og så skete det. I Nepal på dag 1! Og hvad gør man så lige? Først får man en minikrise over isolation, rejseforstyrrelse og aflysninger af aktiviteter. Og så følger praktiske bekymringer: kan jeg få det i mit coronapas? Hvad hvis jeg stadig testes positiv ved udrejse, kan jeg så komme hjem? Hvor kom det fra? Har jeg smittet nogen? Det er helt okay at blive frustreret, ked af det eller ligefrem vred! Men man kan let blive fanget af tanker omkring fortid (fx ”hvis nu jeg bare havde…” eller ”jeg skulle aldrig have…”) og fremtid (”hvad gør jeg, når…”), og det er desværre ikke så brugbart – det bringer ofte mere lidelse end lindring.
Jeg har skrevet lidt om, hvad jeg fokuserede på, så det ikke blev 10 dages krise og lidelse, men rent faktisk 10 givende, hyggelige og spændende dage. Måske er listen brugbar for dig, enten hvis du rammes af corona, eller hvis du møder anden lidelse på din vej (som jo er uundgåeligt som menneske). Her er, hvad der hjalp mig igennem dagene:
1) Jeg anerkendte min indre verden, mine tanker og følelser. Følelser og tanker vil blive ved med at banke på, hvis ikke man byder dem velkomne og arbejder med dem. (Jeg følte mig ikke ensom. Jeg var ikke bange for at kede mig. Jeg følte mig ikke utryg i et fremmed land. Coronaen i sig selv skræmte mig ikke. Men jeg var frustreret over at gå glip af rejse og Nepal, og jeg var ked af at være syg). Når folk med det samme kom med ”de det på den positive side” eller ellers velmenende råd, meldte jeg ud, at jeg lige skulle synes, at det var frustrerende, før jeg kunne bevæge mig videre og slippe det. Jeg havde ikke behov for at blive talt ud af mine følelser, men at blive mødt i dem. (Husk at folk mener det godt og blot ønsker at hjælpe, men man må gerne melde ud, hvad man har behov for, og hvordan andre bedst kan hjælpe én).
2) Jeg fokuserede på det, jeg kunne kontrollere. Jeg brugte min energi på dette frem for at bruge energi på vilkår, jeg ikke var herre over. Bruger man for meget fokus på det, man ikke kan kontrollere og ændre (at man har corona, og at man skal være i isolation), drænes man for energi, og ubehaget vokser. Derfor er det vigtigt at kunne fokusere på det, man kan kontrollere. Man kan kontrollere, hvad man gør lige her og nu. (De praktiske bekymringer forsøgte jeg at løse og skrev bl.a. til min forsikring, læge, Statens Seruminstitut og coronapassupporten og fik ikke det svar, jeg ønskede, men det var afklarende svar, og så kunne jeg i højere grad give slip på det bekymringer.). Dette hænger også sammen med næste punkt ift., hvad man giver opmærksomhed, og hvad man vælger at bruge sin tid på (netop det, man selv kan kontrollere).
3) Jeg gjorde det rart for mig selv med gode rutiner og nærende aktiviteter (sol og varme på tagterrassen, masser af chokolade, træning (da feberen var ovre efter tre dage), yoga, snakke med venner og familie og læsning)
4) Jeg zoomede ud og så det hele lidt udefra, hvilket gav et andet perspektiv på min situation. I det store hele betyder disse 10 dage så noget? (Nepal er der også på den anden side. Og jeg vender jo tilbage igen og igen. Og meget af det, jeg skal lave her i Nepal, kunne jeg nemt lave under isolationen).
5) Jeg tænkte over, at det ikke var det værste, der kunne ske, og lavede en mental liste over det, der kunne have været værre. (Jeg er ikke død. Jeg er ikke i Danmark. Jeg mistede ikke min smags- og lugtesans. Jeg kom ikke i hotelkarantæne).
6) Jeg fokuserede på taknemmelighed. (Jeg nåede til Nepal. Jeg har det jo egentlig godt. Jeg er tryg. 1 mio. nepalesere har skrevet og tilbudt deres hjælp. Jeg er mildt ramt. Jeg nyder min alenetid og fordybelsen. Solen skinner).
7) Jeg lavede en liste over alt det, jeg glædede mig til efter isolationsperioden. (At se venner, spise dal bhat på min yndlingsrestaurant, tage på ture, gå rundt i gaderne og suge til mig af indtryk og kramme folk).
8) Jeg fandt inspiration i Pema Chödrons bog: ”At leve smukt” og særligt samaya-løftet, som omhandler det at omfavne livets grundvilkår uden at ønske dem anderledes, end de er, samt at forpligte sig til at se alt, hvad vi møder på vores vej som ”legemliggørelsen af opvågnet energi” – uanset om det forekommer godt eller skidt, rart eller smertefuldt. Jeg forsøgte at se det som en mulighed for at styrke min vågenhed. Hej corona. Hvad skal jeg bruge dig til? Hvad vækker du i mig? Hvordan styrker du min vågenhed? Hvad sætter du gang i mig? Når nu du er her, hvad skal vi så finde på? (Udover en taknemmelighed, en glæde over at være rask, en lykke over at være i Nepal, en begejstring over alt det, der venter mig? Måske gav corona plads til, at jeg kunne lade op og mærke, at jeg glædede mig til denne rejse og Nepal. Jeg nåede ikke ægte at glæde mig i ugerne op til, at jeg kom hertil. Jeg havde ikke tid og mental plads. Jeg hoppede ind i et fly i Danmark, og efter en mellemlanding vågnede jeg op i Nepal uden måske rigtig at være klar og indstillet på det, der nu skulle ske. Så jeg besluttede mig for, at coronadagene skulle bruges på netop at lade op til Nepal, blive klar og ”vågne op”. Og at sidde i det, der også er menneskeligt: frustration, tristhed, længsel, sygdomslidelse, dumme nætter osv., hvis det dukkede op, for derefter at give slip på det).
9) Jeg fandt også inspiration i yogalæren og en af de fem niyamas (indre praksisser) i Patanjalis otteledede vej, ”ishvara pranidhaana”, som handler om det at overgive sig. Ishvara betyder “consciousness associated with total”. Man kan ikke styre alt. Det, man kan gøre, er at acceptere og dermed frigøre sit sind. Det handler om tillidsfuld overgivelse til det, der sker nu. Det handler ikke om nederlag, magtesløshed eller underkastelse eller om ubevidst og blindt at overgive sig, men egentlig om at give sig hen til noget, der er større end én selv. Om at give slip på illusionen om, at man er i kontrol og om at acceptere, hvad der sker, for hermed at frigøre sit sind (og ikke bruge energi på fx ”hvis bare jeg havde fået 3. stik” eller andre frustrerende tanker). Jeg overgav mig til livets flow, som jeg ikke er herre over.
10) Efterfølgende genfandt jeg også det japanske begreb, ukeireru, og læste lidt mere i dybden om det. Det handler om, at man ikke er i kontrol over det, der sker uden for én. Det handler om accept af det, man er i, accept af livets vilkår og accept af de udfordringer, man møder på sin vej. Om at acceptere livet for det, det er, og ikke det, man ønsker, at det skal være. Og om at acceptere det nu, man er i, uden at bekymre sig om fortiden eller fremtiden. Igennem ukeireru lærer vi at tage en pause og omfavne handlinger, som gør os mere nærværende, og som får os til at se den situation, vi står i, på en anden måde – uden at kontrollere, hvad der sker. Det handler om at anerkende de følelser og situationer, man møder, at respondere frem for at reagere på livets udfordringer og ikke at lade sig fange af ”hvad hvis nu…)” eller ”hvorfor skete dette…?”. Det kræver, at man observerer indre oplevelser og adfærd, giver plads til følelser samt omfavner pauser og tålmodighed. Udover accept af livets gang, handler ukeireru om accept af én selv (og ens styrker og svagheder og grundlæggende den, man er uden at skulle være en anden eller leve med selvkritik og fortrydelse) og andre omkring os. Ukeireru er ikke noget, man blot omfavner én gang, men beskrives som en livsfilosofi og altså en måde at leve på.
Jeg håber, at de 10 tips (eller erfaringer?) var brugbare. Hvis I er bekendte med Acceptance and Commitment Therapy, vil I se, at de 10 punkter læner sig op ad denne terapeutiske retning, og at målet er at skabe psykologisk fleksibilitet.