Vi lever i en tid præget af usikkerhed, forandring og restriktioner og forsøger ihærdigt at navigere i, hvordan vi skal, må og bør handle. I dette eksisterer ligeledes en tvivl om, hvordan man egentlig skal, må og bør føle. Tiden er til omtanke, solidaritet og samfundssind og ikke personlige beretninger og MIG-fokus. Har man ret til at være frustreret og ærgerlig, være optaget af personlig smerte og give udtryk for ubehag i eget liv? Er det tilladt at have det godt, når så mange lider? Må man glædes over forelskelse, graviditet, fødselsdage, personlige sejre og generel trivsel? Ja! Det skal fylde.
De personlige – negative såvel som positive – historier må gerne fylde i den store historie om corona. Individuel smerte må gerne sameksistere med global smerte. Der er plads til både det nære og det fjerne, til den personlige krise og den globale krise. Men stadig hører vi udsagn, som lukker ned for det personlige og udskammer folk, som giver udtryk for frustration på egne vegne, og jeg har svært ved at se et konstruktivt formål hermed. ”Vi er alle i samme båd, så tænk på andre end dig selv”, ”du har da intet at være trist over”, ”du er privilegeret, så du bør være taknemmelig” eller ”lige nu er der andre og større problemer end dine”. Vi skal udvise samfundssind, og i dette ligger en særlig måde at tænke, handle og føle på, som bevirker, at andre måder pludselig synes forkerte eller hensynsløse, tankeløse og måske egoistiske. Vi sætter hurtigt andre i bås og kalder det emotionelle udtryk for selvmedlidenhed eller offerposition. Men når vi tænker for sort/hvidt, glemmer vi noget essentielt.
At være optaget af egne udfordringer, ærgrelse og bekymringer står ikke i kontrast til det at vende blikket udad, udvise empati eller bekymre sig om verden. Jeg tror, at de fleste er klar over, at vi i Danmark er privilegerede, og at der er samfund, hvor begrænsninger i den personlige frihed, adgang til mad og behandling og bekymringer omkring familiens helbred og økonomi har været den barske hverdag længe før coronostormen. Der er mange, som lever under vilkår, som ikke engang tilnærmelsesvist ligner dem, vi oplever i øjeblikket. Derfor mener nogen, at vi er forkælede og bør tage os sammen, for andre har det værre. Og andre har det virkelig værre. Men det ændrer ikke på, at vi stadig har et rigt emotionelt liv, og at udskamning af eller mundbind til dem, der oplever personlig lidelse (uanset om det er relateret til corona eller ej) midt i denne globale krise ikke løser noget. Undertrykkelse af følelser har aldrig været godt for nogen.
Man må gerne være ærgerlig, frustreret, vred, trist, bekymret, stresset og angst. Man må gerne vende blikket mod den indre verden og herved gøre plads til det svære, validere personlige følelser, tanker, udfordringer eller måske små sejre, og have sig selv med i processen uden at føle, at det er forbudt. Vi bliver nødt til at give plads til det, som vi møder: de subjektive følelser, som ingen andre kan bestemme over eller styre. Dem må vi åbne op for og forholde os til. De er okay. For hvis ikke vi giver plads til den personlige lidelse, har vi ikke rum for den globale lidelse. Der er plads til begge. Og måske netop ved at give plads til begge, åbner vi op for en opmærksomhed omkring, at vi er én stor verden, som hænger sammen, og som vi har et fælles ansvar for. Vi kan ikke lukke øjnene for det, der sker på den anden side af jordkloden. Ligeledes bliver vi forhåbentlig mere opmærksomme på det, der virkelig betyder noget for os, og som vi normalt tager for givet. Vi tvinges til introspektion, tvinges til at mærke efter og tvinges til at tage stilling til egne værdier. Og netop værdiarbejdet kan give anledning til engageret handling i eget liv, men også globalt. Måske mærker vi værdsættelse og taknemmelighed. Måske mærker vi en accept af de nye vilkår. Og måske ændrer vi vores adfærd. Jeg tror på det. Jeg tror på en ændret mentalitet. Jeg tror, at vi finder ud af, hvad der er vigtigt for os, personligt, i vores relationer og i verden. Jeg tror på, at dybere værdier viser sig, en større moral, en indgroet fællesskabsånd, et ønske om mere nærvær, mere ansvar for verden og mindre stress, optimering og overflod. Men jeg tror, at det kræver, at vi giver plads til og validerer den personlige historie og de subjektive følelser, så vi herved styrkes til at acceptere situationen, ser nye handlemuligheder og indtager den nye virkelighed med tillid og handlekraft.
Vi er alle påvirket på den ene eller anden måde og i varierende grad, men lad os gøre det emotionelle indre liv, vi hver især indeholder, legitimt og tale åbent om det, der fylder.