Børn eller ej? Del 1: Kronik om den svære tvivl
- Nana Lange
- 19. apr.
- 7 min læsning
Opdateret: 21. apr.
Jeg har skrevet en kronik om, at det er okay at være i tvivl om, hvorvidt man ønsker børn, som blev sendt i Politiken d. 18.04.25, og som nu kan læses her.
Der er dem, der ved, at de vil have børn, og dem, der er mere sikre på, at de ikke ønsker at tilvælge børn. Men der kommer til at være flere og flere tvivlere, som ikke ved, om det bliver et ja eller nej, og som har brug for rum til processen og den store beslutning uden at blive mødt af de sædvanlige floskler og profetier. Det er et sårbart emne.
I kronikken giver jeg mit bud på, hvorfor det er vigtigt, at vi tør snakke ind i tvivlen (og tilsidesætte egne holdninger og erfaringer), og hvordan vi kan blive bedre til netop dette.
KRONIK: Det er faktisk helt okay at være i tvivl om at få børn
For de fleste er det naturligt at få børn. Det er noget, de mærker et ønske om, drømmer om og håber vil ske en dag. Eller noget, de ikke sætter spørgsmålstegn ved. Det er noget, de måske planlægger, prøver at time og indretter livet efter. De leder efter en partner, som de kan få børn med. Måske med en selvfølgelighed, en intuitiv fornemmelse og noget dybfølt. Måske med lidt tvivl, og måske særligt tvivl om hvornår.
For en mindre gruppe forholder det sig anderledes. Der er enten tvivl eller et manglende ønske om at få børn. Det opleves ikke som ”meningen med livet”, en drøm og en længsel. Måske er der andre ting, man vil fylde livet med, måske vil man fortsætte livet, som man plejer, måske er der kroniske lidelser, man ikke vil give videre, eller måske er der frygt for verdens tilstand og udvikling. I tvivlen kan der også være en angst for det uvisse, det ukendte, det uforudsigelige. Der kan være mange grunde, og ovenstående er slet ikke fyldestgørende. Nogle kan ikke sætte ord på, hvorfor de ikke vil tilvælge denne mulighed og handling, det er at sætte børn i verden. Det er ikke et fravalg – det er et tilvalg, de ikke tager. Vi møder flere og flere i samfundet og verden, som ikke har lyst til at få børn. Det er blevet et tema, der fylder mere for tiden, hvor politikere understreger betydningen af, at vi skal få flere børn. Hvorvidt verden har brug for flere børn, vil jeg ikke gå ind i her, og ej heller, om man bør få børn eller ej, men jeg vil problematisere måden, vi taler om det at få børn på. Både i de nære relationer og over for fremmede, hvor vi bevæger os ind i andres privatsfære, men også i det sårbare rum hos fx lægen og psykologen. Mit ønske er, at vi skaber rum til de svære og sårbare snakke om tvivlen, folder den ud og er nysgerrige på den frem for at forkertliggøre den eller banalisere den. Det gør nemlig intet godt for afklaring. Tværtimod. Afklaring fremmes, når vi skaber plads, er nysgerrige og gør det okay at tvivle. I spørgsmålet om børn er det nemlig fuldstændig legitimt at tvivle, da det er den mest livsforandrende beslutning, man kan træffe. Der er ingen vej tilbage. At give plads til tvivlen kan føre til bevidst stillingtagen, afgørende samtaler i parforholdet omkring, hvordan livet med børn kan se ud, og måske et mere bæredygtigt familieliv. At tvivle er derfor ikke nødvendigvis så farligt og dumt. Det kan føre til et meget velovervejet, bevidst valg, uanset om det bliver et ja eller nej.
Som psykolog møder jeg både mænd og kvinder i min praksis, som er i tvivl om, hvorvidt de ønsker at få børn. Ligeledes møder jeg det i min omgangskreds og på sociale medier. Nogle få er meget sikre på deres valg om ikke at få børn, men ofte er der en tvivl, som enten fylder utroligt meget eller blot en smule. Og det synes sværere at være med tvivlen, hvori der ligger en åbenhed og et potentielt ja, end at være med et nej, som er nemmere at forholde sig til. Særligt for andre. Det, der går igen, er, at det er svært at snakke med omgivelserne om denne tvivl, da man kan blive mødt af en manglende forståelse, negativt ladede spørgsmål, holdninger, generaliseringer og opfordringer, der lægger pres på den enkelte. Man kan derfor, hvis man er i tvivl om, hvorvidt man ønsker at tilvælge børn eller ej, hurtigt føle sig forkert, og herved er der stor risiko for, at snakken med de nærmeste lukkes ned. Det bliver noget, den enkelte må kæmpe med og finde vej i. Nogle møder accept fra de nærmeste, men de kan stadig møde læger og behandlere, som tager udgangspunkt i en selvfølgelighed omkring, at man vil have børn, og som slutter samtalen med floskler såsom ”bare vent, det kommer” eller personlige historier omkring, at ”sådan havde jeg det også i en periode, men det er det bedste, jeg nogensinde har gjort”. Det hjælper sjældent, men kan føles som en forkertliggørelse frem for beroligelse, når tvivlen fylder. For nogen fører det til selvbebrejdelser og udskamning af egne ønsker og værdier, og tvivlen fylder mere på uhensigtsmæssig vis. Det kan blive en sorgfuld og ensom proces.
Det er ærgerligt, for der er jo ikke én rigtig måde at leve sit liv på. Der er mange veje til et godt liv, og (egne) børn kan enten spille en rolle eller ej. Vi kan som mennesker udfolde os i uendeligt mange retninger, og der eksisterer et hav af forskellige levemåder, vi kan omfavne. At få børn, fordi andre synes, at det er det rigtige, er sjældent bæredygtigt for et vitaliseret liv, hverken for forældrene eller barnet.
Mit ønske med dette skriv er som sagt, at vi bliver bedre til at snakke om tvivlen og give den plads. Det er et svært emne at snakke om, og de fleste vil have en holdning eller et ønske. En mor ønsker sig måske et barnebarn. En veninde er farvet af egen proces omkring at tilvælge børn. En læge tænker over fertiliteten, der ikke varer for evigt, og må nævne den. En psykolog er måske mere optaget af at arbejde ind i potentielle blokeringer ift. at få børn frem for at forholde sig til den tvivlendes drømme, værdier og konkret levede liv.
At være i tvivl er hverken et ja eller et nej, og det kan være svært umiddelbart at forstå det. Det går imod behovet for enten/eller og at putte i kasser for bedre forståelse, men forsøger vi med denne sort-hvide tilgang (”ja eller nej?”), går vi glip af nuancerne. Nuancerne, som kan udfoldes og være en del af processen, af afklaringen. I tvivlen kan der ligge en åbenhed, som inviterer til nysgerrighed og udfoldelse, så det ikke ender med et bevidstløst ja eller et lukket nej - et nej, som for nogen vil synes nemmere at sige højt end et ”jeg ved det ikke”, som er sværere at forstå, da det ikke passer ind i en forståelig kategori.
Møder vi én, som er i tvivl, må vi tage udgangspunkt i vedkommende og skrue ned for os selv, egne værdier og normative overbevisninger. Tvivlen bliver lettere at rumme og kan bedre opløses eller blive til en beslutning, hvis andre kan rumme, spørge nysgerrigt ind og tilsidesætte normer og egne værdier og erfaringer. Der skal gøres mere plads til mellemrummene – her, hvor tvivlen eksisterer og hverken er et ja eller et nej. Tvivl er en invitation om at være nysgerrig. Sammen. Ikke alene. Det er en mulighed for at udfolde, være undersøgende og nuancere. I fællesskab.
Kan vi undgå:
”Du bliver ensom” (at få børn er ingen garanti imod ensomhed. Der er ingen garanti for en god relation senere i livet eller besøg på plejehjemmet, og ensomheden eksisterer også hos forældre, hvor tiden til parforhold eller venskaber mangler. Mennesker uden børn kan have et rigt social liv og måske endda mere tid til at dyrke dette uden børn).
”Du fortryder” (fortrydelse er en del af livet, og vi må alle leve med fortrydelse. Fortrydelse forekommer også blandt forældre, som fortryder at have fået børn eller fortryder omstændigheder ved det at have fået børn*. Endvidere viser undersøgelser, at mennesker, der ikke tilvælger børn, ikke er mere fortrydende og ærgerlige over deres valg, når de er 70 år sammenlignet med 70-årige, der har tilvalgt børn*).
”Du går glip” (uanset hvilke valg, vi træffer i tilværelsen, vil vi gå glip af noget. Forskellige valg åbner op for forskellige muligheder og livsveje. Tilvælger man børn, er der andre oplevelser i livet, man går glip af).
”Det er egoistisk” (ordet egoisme må udfoldes og forstås. Egoistisk ift. hvem eller hvad? De fleste får børn for egen vindings skyld, hvilket vel er en af definitionerne på at være egoistisk. Lyst og ikke-lyst kan så begge siges at være funderet i egoisme)
”Det er det mest meningsfulde, man kan opleve som menneske” (der er mange veje til et meningsfuldt liv og til meningsfulde relationer. Mening er en subjektiv størrelse)
Respektløse kommentarer, ledende spørgsmål, åbenlys ærgrelse på andres vegne og pres. Ingen bryder sig om at blive påduttet andres værdier og foretrukne levevis. Det er et individuelt valg, der skal respekteres.
Kan vi sige:
”Fortæl mig mere” (vis nysgerrighed)
”Er der noget, du har brug for at snakke om?” (vis, at her er et trygt rum at dele i)
”Det er nyt for mig at tale om det, da jeg kan tage for givet, at man naturligt ønsker børn, så hvis jeg siger noget, som støder dig, må du meget gerne sige det, så jeg kan blive bedre til at forstå. Jeg vil gerne være der for dig i tvivlen” (giv udtryk for dit ståsted og åbenhed for læring)
”Hvad er vigtigt for dig i din tilværelse?” (giv plads til, at vi har forskellige værdier, som guider os i tilværelsen)
”Er der særlige grunde til, at du er i tvivl, som du vil dele og tale om?” (vær med til at udfolde og finde vej)
”Vil du høre om mine erfaringer med livet med børn?” (få mandat til at dele, hvis den anden er interesseret)
Ovenstående fokuspunkter og dos & donts er selvfølgelig ikke fyldestgørende. Det er det basale og et sted at starte, så der gives plads til tvivlen. Vi skal turde tale om den uden at styre samtalen mod et ja eller nej.
Kilder:
*Regretting motherhood: A sociopolitical Analysis – Donath
Jeg håber, kronikken var relevant at læse for dig. I del 2 deler jeg materiale vedr. tvivlen, som du kan fordybe dig i som hjælp til din proces.
Du er også velkommen til at henvende dig, hvis du ønsker at starte i psykologforløb vedr. din tvivl og dine oplevelser i denne forbindelse.
Comentários