top of page

Værdier: hvordan ønsker du at gå til livet?

  • Nana Lange
  • for 5 dage siden
  • 3 min læsning

Hvordan vi ønsker at gå til livet er relateret til de værdier, vi vælger at udleve og handle på i tilværelsen. Derfor inviteres du i dette skriv til at reflektere over, hvad der er vigtigt for dig, hvad du ønsker at stå for, hvad livet skal handle om, samt hvilke handlinger, du på baggrund af dine værdier vil skabe plads til.


VÆRDIER

Værdier er knyttet til handlemønstre og er retningsgivende for vores adfærd. Værdier fungerer som vejvisere i livet. De er vores kompas. Vi udlever vores værdier i vores handlinger. De afspejler, hvordan vi ønsker at være i verden, hvilke egenskaber vi ønsker at kultivere, hvordan vi ønsker at omgås andre, og hvordan vi ønsker at forholde os til os selv og andre.


Værdier handler om proces og bevægelse og ikke om mål og destination. Værdier udvikler sig, og hver dag er det op til os selv at genvælge vores værdier, prioritere dem og forsøge at handle efter dem. Værdier kan ikke “opnås”, men er mere en form for grundlag, ud fra hvilket vi agerer og interagerer med omverdenen og os selv her og nu.


Værdier kan gøre, at vi i mindre grad styres af ubehagelige tanker og følelser, kampen mod dem og vores undgåelse af dem, og at vi i højere grad lader ubehaget sameksistere med det, der betyder noget. Vi gør ting på trods af, selv om det kræver noget af os, og lader vores adfærd bunde i værdier frem for tanker og følelser. Hvad betyder det i praksis?


Måske at du stiller dig op foran en stor forsamling og holder tale på trods af angsten og tankerne om, hvad andre tænker. Eller at du søger et bestemt job på trods af tankerne om, at du ikke er god nok. Eller at du begynder at date og kaster dig ud i det vilde kærlighedsliv på trods af tankerne om, at du er uelskelig eller aldrig finder nogen, der kan elske dig.


Det giver vitalitet og mening at gøre det, der er vigtigt for os, frem for at undlade at gøre det, fordi indre ubehagelige oplevelser (tanker, følelser og fysiske fornemmelser) siger ”hold dig fra det” eller ”du er ikke god nok”. Måske føles det ikke godt lige nu og her, men det gør det i det store hele og på sigt. Det betyder også, at det at handle ud fra sine værdier kræver, at man er villig. Villig til at være i ubehaget, for det vil stadig være der, når man fx holder talen eller dater. Men man gør det, fordi det er vigtigt.


Dine værdier er dine værdier. Måske ligner de andres værdier, og måske gør de ikke. Når du reflekterer over egne værdier, kan du derfor være opmærksom på, om de er opstået i dig selv, eller om de i højere grad kommer fra andre. Nogle gange kommer værdier i klemme eller har svært ved at sameksistere, hvorfor man må overveje, hvad der er vigtigst for én.

 

TID TIL REFLEKSION

Her er en oversigt over de forskellige livsdomæner, hvor du inden for hver af dem kan reflektere over dine værdier. Udvælg dem, som er relevante for dig.


Livsdomæner:

  • PERSONLIGT

  • MENTAL SUNDHED

  • FYSISK SUNHED

  • KÆRLIGHED

  • ARBEJDE OG KREATIVITET

  • VENSKABER OG FAMILIE

  • SAMFUND OG FÆLLESSKAB


Du kan tage udgangspunkt i følgende refleksionsspørgsmål:

  • Hvad er vigtigt for dig og hvorfor?

  • Hvad ønsker du at stå for?

  • Hvordan vil du gerne være og fremstå som person?

  • Hvordan vil du behandle dig selv og andre?

  • Hvad vil du gerne kunne se tilbage på som 90-årig?

  • Hvordan ønsker du at møde andre?

  • Hvilke relationer ønsker du at opbygge?

  • Hvad skal dit liv handle om?

  • Hvad ønsker du at gøre og være inden for de forskellige livsdomæner?


Derudover kan du reflektere over, hvordan du bringer værdierne med dig i løbet af din dag og lader dem guide dig i dine handlinger.

  • Hvordan ser det ud i praksis, når du handler på dine værdier?

  • Hvilke handlinger vil du skabe plads til?


Ovenstående skriv (og lignende) finder du desuden i min bog Terapeutisk Årsbog, som du kan købe her.





Jeg kan derudover anbefale følgende bøger, podcasts og øvelser, du kan fordybe dig i:


 
 
 

Comments


Tak for din indsendelse!

TILMELD DIG NYHEDSBREV 

© 2020 by Nana Lange, Psykolog

bottom of page