“Men andre har det værre…” og om at føle sig til besvær

Det kan være svært at anerkende behovet for hjælp, række ud efter støtte og forstå, at der er plads til én, uanset hvordan man har det. Når man oplever svære følelser, svære dage, en længere hård periode eller en tyngde, som gennemtrænger én og gør én handlingslammet, kan man have brug for at række ud efter hjælp. Man kan have behov for at blive rummet i sin smerte, tale om det svære og blive støttet. I dette behov for hjælp kan man samtidig blive overvældet af en dårlig samvittighed over at være trist. Man kan skamme sig over, at man er trist over det, man nu er trist over, og tænke, at det egentlig ikke er så slemt, for ”andre har det værre”. At andre har det værre, bliver argumentet for ikke at måtte være ked af det og ikke søge om hjælp. Man vil ikke fylde, være til besvær og tage pladsen fra andre.

Men man har det, som man har det, og man behøver ikke sammenligne sin smerte med andres for at gøre det legitimt at være i smerte. Alle følelser er valide og funktionelle. De vil os et eller andet. Og man får det sjældent bedre af at tænke, at andre har det værre. Tværtimod. Vores oplevelser og følelser er subjektive, og vi bør ikke sammenligne med andres følelser. Det er mere givende at være nysgerrig på smerten, udfolde og udforske og forholde sig til de udfordringer, man oplever.

At mærke smerte, gemme den bort og kæmpe imod den forstærker den blot og bringer oftest mere lidelse end problemet og smerten i sig selv. Der er ingen andre, der kan måle og vurdere dine følelser og fortælle dig, hvad du har ret til at være trist over. Du må ikke tro, at du skal have en vis portion smerte i livet for at være berettiget til hjælp, og du må ikke tro, at du ikke må være frustreret, græde og føle dig dybt ulykkelig, selv om du ikke har lidt store tab og traumer i livet. Det må du gerne.

Du må gerne lytte til dig selv og tage dig af dig selv. Du har det, som du har det. Subjektive oplevelser kan ingen tage fra os. Første skridt i arbejdet med smerte er at anerkende dine egne indre oplevelser frem for at kæmpe imod dem.

AT VÆRE TIL BESVÆR

Det kan af og til være svært at søge støtte, række ud, tillade andre at være der for én og lade andre rumme én. Men vi har alle brug for at blive rummet, vi vil alle undervejs i livet få behov for hjælp, og vi er afhængige af både at kunne give og modtage hjælp. Det er med til at skabe dybe, autentiske og tillidsfulde relationer. Nogle gange frygter vi at være til besvær i relationer og at belaste andre. Andre gange frygter vi at blive afvist, og at andre ikke kan eller vil rumme os. Vi kan også frygte at blive gjort til grin eller føle os forkerte, eller frygte at blive udsat for tvivl – fra os selv eller andre – omkring, hvorvidt vi egentlig har det ”skidt nok” og er berettiget hjælp. Eller vi kan frygte at blive set som egoistiske. Det at få den tanke, at man er egoistisk, hvis man spørger om hjælp eller deler noget sårbart, vil ofte betyde, at man er langt fra at være det. Måske er man mere ovre i det modsatte scenarie, nemlig at tilsidesætte og begrænse sig selv.

Når vi ikke vil være til besvær, trækker vi os. Vi tror, vi skal klare tingene alene, og at det er udtryk for styrke. Klarer man det selv, er man heltemodig. Men vi bliver isolerede øer, hvis vi skal klare tingene selv. Vi kan komme til at skubbe andre væk, når vi ikke tillader andre at være noget for os. Vi skaber afstand og går glip af dybden i relationer – dybden, som ellers er en essentiel del af venskabet.

Måske kommer man ikke af med overbevisningen om, at man, hvis man spørger om hjælp, er til besvær i sine relationer, men man kan arbejde med ikke at lade tanken styre ens handlinger. Man kan række ud efter hjælp og tillade sig selv ”at være til besvær”, have tillid til, at den anden tager ansvar for at sige nej, hvis det ikke passer, stole på, at deres “ja”/lytten/hjælp/rummelighed bunder i et oprigtigt ønske om at være noget for én og minde sig selv om, at nærende, dybe relationer kræver, at vi er noget for hinanden.

Mon ikke du godt kan være lidt mere til besvær?

TID TIL REFLEKSION

• Overvej, om din frygt for at være til besvær, er udtryk for, at du ofte er der for andre, men ikke tillader andre at være der for dig.

• Overvej, om din frygt for at være til besvær, er udtryk for, at du i langt højere grad befinder dig ovre i “tilsidesættelse af dig selv”/det “selvudslettende” end det “egoistiske”.

• Hvad forhindrer dig i at række ud?

• Hvad frygter du?

• Hvad har du lært i dine relationer og ved tidligere oplevelser omkring det at række ud?

• Hvad tror du, at det at søge støtte vil sige om dig?

• Hvad kan det at søge støtte give dig?

• Kender du andre, der har søgt støtte? Hvad tænker du om dem? Hvordan opfatter du dem?

Ovenstående og lignende skriv finder du i min bog Terapeutisk Årsbog, udgaven NÆRVÆR, som kan købes her: https://www.terapeutiskaarsbog.dk/.